Den 1.-3. september 2022 sætter Klimafolkemødet klimahandling øverst på dagsordenen. Det er ambitionen, at årets Klimafolkemøde bliver den største begivenhed i rækken, og markante klimaprofiler som Connie Hedegaard, Sebastian Mernild og Dan Jørgensen har allerede meldt deres ankomst. Nu inviterer Klimafolkemødet til samarbejde, og alle kan byde ind.
Der er brug for fælles fodslag, inspiration og handlekraft, hvis vi skal nå de ambitiøse klimamål og kunne overlevere kloden i en nogenlunde forfatning til de kommende generationer. Klimafolkemødet har derfor valgt at sætte fokus på fællesskabet med årets tema, som er klimahandling sammen.
Det er ambitionen, at flere deltagere i år skal mødes omkring de fælles klimaløsninger – og de første markante klimaprofiler som Connie Hedegaard, Sebastian Mernild og Dan Jørgensen har allerede meldt deres ankomst.
– Hvis vi skal i mål med at forandre klimaet, så er vi alle sammen nødt til at tage initiativ. Det er der mange, der allerede gør – og jeg håber, at de vil stille op og fortælle om deres løsninger og initiativer. På den måde kan vi få delt viden og erfaringer, så indsatsen kan styrkes endnu mere. For netop vidensdelingen og initiativ er Klimafolkemødets DNA, siger borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen (S).
Hele Danmarks Klimafolkemøde
Klimafolkemødet afholdes i samarbejde med en lang række forskellige arrangører fra hele landet, som bidrager med indhold til årets program. Nu inviterer Klimafolkemødet virksomheder, NGO’er, beslutningstagere, fagpersoner og private til at byde ind med indhold til programmet for Klimafolkemødet i 2022.
Klimafolkemødet arbejder i retning af at få en bred repræsentation af arrangører og deltagere på årets Klimafolkemøde, som igennem talks, workshops, debatter, præsentationer af grønne løsninger, kunst og kultur skal inspirere deltagerne til klimahandling sammen.
Klimafolkemødet er resultatet af et godt partnerskab mellem Middelfart Kommune og Region Syddanmark, og det er hele Danmarks klimafolkemøde, fastslår Regionsrådsformand Stephanie Lose (V):
– Klimafolkemødet er for alle i Danmark. Det er vigtigt, at vi bruger folkemødet som den begivenhed i Danmark, hvor befolkningen, virksomhederne, vidensinstitutionerne og vi politikere kan mødes og drøfte, hvordan vi bedst muligt løser klimaudfordringerne sammen. Og så vi gør det på tværs af den offentlige og private sektor – og på tværs af kommuner, regioner og det statslige niveau.
Bliv en del af løsningen
I dag åbner Klimafolkemødet op for at arrangører kan byde ind med indhold til programmet, og vi vil gerne have dig med. Der er mulighed for at blive en del af Klimafolkemødet på flere måder:
- Arrangere og facilitere et eller flere arrangementer på scenerne
- Afholde workshops eller events
- Låne en bod gratis og præsentere jeres produkt/projekt
- Har du andre gode idéer, så kontakt sekretariatet
Ansøgning
Læs mere på www.klimafolkemoedet.dk og ansøg senest den 3. april 2022. Det er gratis at deltage. For ansøgninger om at få en bod er sidste frist den 1. maj 2022.
Kontakt
For yderligere information kontakt Klimafolkemødechef, Christa Boisen, på 2437 9944 eller christa.boisen@middelfart.dk.