Klimafolkemødets Unge-bookinggruppe
Vil du inspirere til klimahandling gennem kunst og kultur?
Så ansøg om at komme med i Klimafolkemødets nye Unge-bookinggruppe! Gruppen får ansvaret for at booke en del af kulturprogrammet til Klimafolkemødet 2024, der appellerer til unge og inspirerer til klimahandling.
Som noget helt nyt skaber Klimafolkemødet en bookinggruppe bestående af unge med det formål at engagere de unge i arbejdet med booking, planlægning og kulturproduktion.

kom med
Om Unge-bookinggruppen
Unge-bookinggruppen kommer til at bestå af 7-10 unge mellem 16 og 30 år fra hele Danmark, og den sammensættes ud fra et ønske om diversitet for at sikre flest mulige perspektiver og vinkler på kulturprogrammet.
Gruppen holder 4-8 møder årligt, hvor nogle møder er fysiske og andre virtuelle. Møderne kræver forberedelse, og transporten med kollektiv transport bliver dækket. Det er et krav at du kan være tilstede minimum én dag under Klimafolkemødet, som finder sted den 29.-31. august 2024.
I begyndelsen af 2024 laves der et kunstnerisk open call, hvor danske bands, teatergrupper, stand-up’ere med flere, der beskæftiger sig med klima og bæredygtighed, kan byde ind.
Unge-bookinggruppens opgave bliver at læse kunsternes ansøgninger igennem og udvælge dem. Gruppens eneste benspænd er, at de kunstnere de booker, skal have en klima-vinkel, så de kan inspirere til klimahandling på Klimafolkemødet.
Før og under Klimafolkemødet deltager Unge-bookinggruppen i planlægningen og afviklingen af kulturprogrammet. Det hele sker i tæt samarbejde med Klimafolkemødets sekretariat og øvrige frivillige.
Klimafolkemødet driver projektet og står for sekretariatsbistand.
Hvad får du ud af at være med?
- Du får erfaring med planlægning, produktion og afvikling af kulturarrangementer.
- Du får fællesskab og styrker dit netværk med unge fra hele landet.
- Du er med til at inspirere Klimafolkemødets deltagere til klimahandling igennem kulturprogrammet.
- Du får en fælles inspirationstur til en koncert, hvor Unge-bookinggruppen tager ud og får en oplevelse sammen.
Hvordan ansøger du?
Du kan ansøge om at komme med i Unge-bookinggruppen ved at udfylde det elektroniske ansøgningsskema i perioden fra den 30. november til den 22. december 2023, hvor der er open call. Klimafolkemødet forventer at give svar senest den 15. januar 2024.
Bliv en del af Unge-bookinggruppen
Tilmeld dig her
Open call er nu åben for at blive en del af Unge-bookinggruppen på Klimafolkemødet 2024.
Skriv et par linjer om dig selv og hvorfor du skal være en del af gruppen. Vi skal senest have din ansøgning den 22. december. Alle ansøgere får svar på deres ansøgning senest 15. januar 2024.
Har du spørgsmål? Kontakt projektansvarlig Kirstine Uhrbrand på 3058 4641 eller kirstine.uhrbrand@middelfart.dk
Vi glæder os til at læse din ansøgning.
De bedste hilsner fra
Klimafolkemødet
—
Når du ansøger om at blive en del af Unge-bookinggruppen på Klimafolkemødet, accepterer du, at vi registrerer og samler de oplysninger, du har indtastet i formularen.
Hvis du bliver udvalgt som medlem af Unge-bookinggruppen, giver du samtykke til, at vi må offentliggøre dit navn, alder og by på klimafolkemødet.dk i forbindelse med kommunikation og markedsføring af projektet. Hvis du ønsker at få oplyst, hvilke informationer vi har eller hvis du ønsker, at vi sletter al den information, vi har registreret, så skriv til os på kirstine.uhrbrand@middelfart.dk.
Tak til...
Tuborgfondet, der støtter Klimafolkemødets Unge-bookinggruppe med en donation på 50.000 kr.
