Når tusindvis af glade motionister snører kondiskoene til Royal Run i Middelfart den 25. maj, får de selskab af et helt unikt felt på 14 frivillige fra Klimafolkemødet.
De er udstyret med skjorter, der allerede har levet et langt liv inden Royal Run. Textilia har taget gamle viskestykker med de klassiske Textilia-tern og syet dem om til skjorter.
For Klimafolkemødet er tilstedeværelsen ved Royal Run ikke blot for at løbe med. Klimafolkemødet ønsker også at levere et levende bevis for, at bæredygtighed sagtens kan være en naturlig del af afholdelsen af store events.
Derfor sørger Klimafolkemødet i samarbejde med Textilia også for, at deltagerne og publikum kan tørre hænder i vaskbare og genanvendelige håndstykker produceret af udtjente tekstiler. På den måde sikrer vi, at afholdelsen af Royal Run ikke efterlader et papirspor, der er længere end løberuten.
Når tørsten skal slukkes, bidrager Klimafolkemødet desuden med to vandposter i samarbejde med EWII, hvor alle kan fylde deres medbragte drikkedunke med frisk, lokalt drikkevand.
Det er små, konkrete greb – men tilsammen tegner de et billede af, hvordan hensynet til klimaet kan tænkes ind i selv de største arrangementer.
For Klimafolkemødet handler Royal Run altså ikke kun om kilometer, men også om klimameter: Det er de små skridt, der tilsammen gør en stor forskel.
Når motionisterne – og Hans Majestæt Kongen – løber gennem Middelfart 2. pinsedag, håber vi, at de ikke blot får pulsen op, men også får øje på, at Klimafolkemødet vender tilbage i slutningen af august, hvor folkefesten fortsætter med klimaet i centrum.