Oplev udstilling ’ReD! Klædt på til fremtiden’ i Beige under Klimafolket fra torsdag den 29. august 2024.
De tre kulturhuse Nicolai Kultur i Kolding, Spinderihallerne i Vejle og Kulturhuset Bispen i Haderslev er gået sammen om at skabe fokus på, at kulturhusene er vigtige spillere i den grønne omstilling.
Kulturhusene har fået støtte til et projekt om bæredygtig beklædning og borgerinvolverende metoder. Projektet ’ReD! Klædt på til fremtiden’ kobler deltagelse med bæredygtig omstilling gennem workshops, udstilling og modeshow, hvor borgerne selv er aktive i at vise, reparere og re-designe brugt tøj.
Baggrunden for udstillingen
Kulturhusene vil med udstillingen gøre op med ‘brug og smid væk’ kulturen og inspirere til tiltag, der fremmer bæredygtigt tøjforbrug. Fokus er på borgerinddragelse og mental trivsel gennem engagement i workshops, events og fællesskaber, hvor alle kan være med.
Projektleder bag udstillingen, Rikke Baunbæk Wallington fra Nicolai Kultur, sætter følgende ord på udstillingen: ”I gamle dage havde vi et helt andet syn på tøj og tøjforbrug – tøj havde stor værdi, der var fokus på det gode håndværk, som tog tid og kostede mange penge. Derfor var det også vigtigt at producere noget, der kunne bruges længe, var værd at reparere og evt. senere kunne laves om.
Vi hylder de gamle traditioner og teknikker indenfor håndarbejde og reparation, – vi hylder genbrug og kendskab til materialer og metoder, der viser omtanke, omsorg og respekt – ikke bare for miljøet og moder jord, men også for hinanden og de næste i rækken.”
’ReD! Klædt på til fremtiden’ –er tænkt og skabt som en fælles udstilling, der inspirerer til at genbruge: Til at reparere og bevare tøjet, til at omsy og re-designe – og til at bruge rester og skabe materialer og metoder, der er bæredygtige.
På Klimafolkemødet ser du et lille udsnit af ReD! udstillingen. Udstillingen i sin helhed kan opleves i Nicolai Kultur i Kolding fra den 15. august – 1. september. Hvorefter udstillingen i september rykker til Kulturhuset Bispen i Haderslev og i oktober til Spinderihallerne i Vejle. Efterfølgende kan udstillingen bookes af andre kulturhuse og institutioner.