Når Klimafolkemødet senere på måneden slår teltdørene op til årets begivenhed, så er det med prominent deltagelse af blandt andre forhenværende FN-generalsekretær, Ban Ki-moon.
Den tidligere FN-generalsekretær deltager virtuelt med en keynote, der følges op af en samtale med minister for udviklingsarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen.
Ban Ki-moon var FN’s generalsekretær fra 2007 til 2016.
Ban Ki-moon gæster Klimafolkemødet virtuelt for at give et globalt indblik i klimaforandringernes status og konsekvenser. I samtalen vil Ban Ki-moon og Dan Jørgensen diskutere tiltag og behov i det globale syd.
Det glæder borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen, at det er lykkedes at tiltrække så stort et navn til det årlige Klimafolkemøde.
“Klimafolkemødet, der begyndte som en lille lokal begivenhed her i Middelfart, har nu vokset sig så stort, at vi kan tiltrække kapaciteter som tidligere FN-generalsekretær Ban Ki-moon. Det er vi selvsagt stolte af. Vi ser frem til at høre hans perspektiver på klimaforandringernes konsekvenser og muligheder for klimahandling,” siger Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune
I umiddelbar forlængelse af samtalen mellem Dan Jørgensen og Ban Ki-moon vil der være flere arrangementer, der sætter spot på klimaforandringerne i en global og lokal kontekst.
Det sker ved arrangementerne ’Klimaprofessorens overvejelser – en samtale med Sebastian Mernild’ og ’Fra globalt udsyn til lokale handlinger,’ hvor deltagerne vil møde konkrete danske tiltag, der effektivt afhjælper klimaforandringernes konsekvenser.
Klimafolkemødet 2024 er i det hele taget med et større internationalt fokus end tidligere år.
“Det er et helt naturligt skridt for en begivenhed med store ambitioner på klimaets vegne. Klimaet kender ingen grænser og derfor er det den helt rigtige retning, Klimafolkemødet udvikler sig i,” siger borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen.
Samtalen med Ban Ki-moon finder sted lørdag den 31. august 2024 klokken 10:00 i biografen Panorama Middelfart.
Det er gratis at deltage i arrangementet, men kræver en billet. Den kan du hente her.