Deltagere fra hele landet tog del i Danmarks største og vigtigste samtale på Klimafolkemødet 2025.
Store debatter, vigtige samtaler, fede koncerter og inspirerende workshops. Klimafolkemødet 2025 i Middelfart har kun lige sagt farvel til de sidste deltagere, og de sidste krummer er ved at blive fejet sammen.
I tre dage har Middelfart summet af håb, handling og fællesskab. Vi har lyttet, lært og delt. Vi har krydset Håbets Plads, sunget med på Børnenes Klimasang, debatteret Grøn Trepart, busforbindelser i yderområderne og EU’s rolle i at sikre rent drikkevand. For blot at nævne et lille udpluk.
Men vigtigst af alt: Vi har gjort det sammen.
“Jeg vil rigtig gerne sige tak. Tak til alle dem, som får Klimafolkemødet til igen at blive en succes, som strækker sig langt ud over Middelfarts og Danmarks grænser. Klimafolkemødet er et stort fællesskab, der kun blomstrer, når vi samarbejder. Men så formår vi også at skabe intet mindre end verdens bedste Klimafolkemøde. Igen i år har jeg haft fornøjelsen af at være med som deltager ved flere arrangementer. Det har været inspirerende, underholdende, rørende og ikke mindst efterlader det mig med en følelse af håb. Et håb og en tillid til, at når vi lytter til hinanden på tværs af generationer, og tør sætte handling bag ordene, så skal vi nok skabe den forandring, vi drømmer om,” lyder det fra Johannes Lundsfryd, borgmester i Middelfart Kommune.
Klimafolkemødet er med andre ord et fællesskab, hvor håb og handling går hånd i hånd.
Det mærkes tydeligt, når man bevæger sig rundt på pladsen og møder de mange engagerede deltagere, som med deres tilstedeværelse og stemmer bidrager til den fælles klimadagsorden.
“Når jeg tænker tilbage på Klimafolkemødet 2025, så tænker jeg på den helt vildt fantastiske stemning, der var på pladsen i alle tre dage. Glade deltagere fra hele Danmark, der gav inspiration til klimahandling sammen. Jeg lægger i særdeleshed mærke til de mange tusinde unge mennesker, der mødes lige her på kanten af Lillebælt og bliver klogere, deler viden og tager aktivt og ansvarligt del i klimasamtalen. Dét giver mig håb og inspiration til handling,” siger Christa Boisen, chef for Klimafolkemødet.
Til næste år gør vi det igen – skaber et rum for Danmarks største og vigtigste klimasamtale med fokus på klimahandling sammen. Klimafolkemødet er tilbage 27. – 29. August 2026. Vi ses!
— — — —
På grund af fejl på tællerne kan vi i år ikke komme med et tal på, hvor mange deltagere, der har været på Klimafolkemødet. Ud fra målinger fra tællere i gågaden i Middelfart, kan vi se, at der her har været otte procent flere besøgende i gågaden sammenlignet med sidste år. Det er det, vi har at sammenligne med.
Vores vurdering er derfor, at der har været nogenlunde det samme antal deltagere på Klimafolkemødet 2025 – sandsynligvis lidt flere – i forhold til sidste år.